Tåbelige incitamenter

Heldigvis er de fleste lærere og skoleledere – men bestemt ikke alle – fornuftige nok til at betragte de nye ranglister som det, de er, nemlig letbenet underholdning. Men det ville formentlig være mere hensigtsmæssigt, hvis undervisningsministeriet producerer noget mere lødig underholdning.

Incitamenter kan være meget velegnede til at fremme en adfærd hos medarbejdere og befolkning, men de kan også have meget alvorlige bivirkninger og endog være direkte skadelige. Ved valg af incitamentsstruktur bør man derfor være yderst forsigtig og tænke sig godt om.

Ikke desto mindre ser vi mange eksempler på, at man ikke har tænkt sig ordentligt om. For nogle år siden havde man i skattevæsenet fundet på at belønne medarbejdere og afdelinger i forhold til antallet af rejste skattesager. Det medførte selvfølgelig, at flere medarbejdere rejste sager med krav om skatteforhøjelser og bøder, men også flere tabte sager. Der var givetvis også en række sager, der blev »vundet« af skattevæsnet, fordi den stakkels skatteyder ikke formåede at føre sin sag eller ikke kunne betale for den.

Universiteterne får i dag betaling for hver student, der består et fag og måske bonus oveni, selv om enhver kan indse, at det giver et kraftigt incitament til at sænke kravene. At dette ikke er sket i større udstrækning, end det er, skyldes trægheder i systemet, men også at universiteterne trods alt stadigvæk ikke har ført incitamenterne i bund og aflønner lærerne efter hvor mange, der består.
Nu er man så også, som en del af skolernes incitamentsstruktur, begyndt at udsende ranglister på skoler baseret på de givne karakterer korrigeret for, hvad man betegner de socioøkonomiske faktorer som f.eks. forældrenes akademiske, etniske og sociale baggrund. Man forsøger at måle skolernes bidrag til elevernes læring. Hvad kan en sådan rangliste bruges til ud over den underholdning, som nyhedsmedierne altid får ud af den slags ting? Kan forældrene vælge skole til deres børn efter denne model og/eller kan skolerne bruge den som en indikation af, hvor godt de gør det? Og har systemet uheldige effekter på skolernes adfærd? Den statistiske model, der er anvendt og estimeret, viser, at det bestemt ikke kan afvises, at de socioøkonomiske faktorer har en effekt på karaktererne, men de forklarer samlet set kun 9-20 pct. af karaktererne. Det må derfor betegnes som halsløs gerning at anvende modellens resultater ved valg af skole eller som indikation for skolernes bidrag til elevernes læring.

Det værste er dog de negative effekter, anvendelsen af et sådant incitamentssystem kan få. Hvad vil en skole gøre, hvis den ønsker en bedre placering på denne Stachanov-liste?
Det mest direkte middel er at uddele højere karakterer, og på trods af censorernes påskønnelsesværdige indsats ved enhver lærer både i folkeskolen og på andre undervisningsinstitutioner, at det ikke er en umulig vej at gå. Det vanskeligste for en skoleleder er formentlig at formå lærerne til at følge trop, men det skal nok hjælpe med et par udviklingssamtaler.

Derudover er der vel næppe tvivl om, at elevmaterialets homogenitet bl.a. vedrørende modenhed og intelligens gør det mindre omkostningsfuldt at producere højere karakterer. Så den umodne Peter må hellere tage børnehaveklassen om, ligesom specialskoler kan tage sig af dem, der skejer ud undervejs. Med andre ord har skolerne fået incitamenter til at påvirke de faktorer, der forklarer mindst 80 pct. af variationen i karaktererne, som er forholdsvis lette at påvirke, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med skolernes pædagogiske indsats, og som heller ikke er ønskværdige ud fra samfundets synspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *