Må konkurrenter ikke være venner?

Statistiske analyser bør i stigende grad indgå i vurderingen af over­trædelser af konkurrenceloven.

Det er hårdt at være topchef i en dominerende virksomhed. Det ved vi alle. Men det værste er dog, at man bliver udsat for et såkaldt dawn raid fra konkurrencemyndighedernes side. Så er man nemlig nærmest retsløs. Finder konkurrencemyndighederne, at topchefen har været til et møde, hvor der blev lavet kartelaftaler, kan man blive dømt som medskyldig, selv om man ikke forstod et ord af det anvendte forhandlingssprog. Man kan også blive dømt som medskyldig, fordi man har hørt en konkurrent sige, at de hæver priserne i morgen. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved at læse en artikel i Berlingske 23. juli.

Heldigvis er den slags underholdende historier meget langt fra virkeligheden. Det er selvfølgelig klart, at man kan komme i vanskeligheder, hvis man deltager i et kartelmøde, hvor der laves aftaler, som man ganske vist ikke forstår, men man følger dem alligevel.

Det er også klart, at hvis konkurrencemyndighederne konstaterer en adfærd blandt virksomhederne på et marked, som kan tyde på, at der eksisterer aftaler, og man finder, at alle topdirektørerne har været indlogeret på et hotel i Genève den samme dag, kan det selvfølgelig også være et belastende indicium. Men jeg kender intet tilfælde, hvor en række topchefer var til en konference i en brancheforening og bagefter blev anklaget og dømt for ulovlig karteldannelse blot på det grundlag.

Det er i princippet også muligt at blive dømt for brud på konkurrenceloven, hvis det kan bevises, at man har delt markedet imellem sig, også selv om der ikke eksisterer nogen egentlig aftale. Hvis man således i tilfælde af, at man har overkapacitet på sit fabriksanlæg, får mulighed for indgå fordelagtige salgsaftaler på et geografisk tilstødende marked, men undlader det af frygt for, at konkurrenterne  så vil angribe ens hjemmemarked, kan en sådan adfærd være ulovlig. Men antallet af domme i sådanne sager er så forsvindende lille, at det ikke kan forstyrre nogens nattesøvn.

Dawn raids vækker jo altid en vis opsigt, for det er jo ikke vanlig kost for de fleste virksomhedsledere at blive mødt af en embedsmand, der kræver at få deres private mappe udleveret, og som gennemroder ens skrivebordsskuffer og ens computer. Og det bliver da ikke mindre spektakulært, hvis topchefen – som det til tider sker i USA – bliver arresteret og ført bort iført håndjern.

Men erfaringerne viser også, at dawn raids bliver et mindre og mindre effektivt afsløringsmiddel. Dette kan skyldes, at konkurrencelovens regler med tiden er blevet alment kendte og accepterede – men det kan formentlig også skyldes, at kartelmagere er blevet bedre til at skjule deres forbudte aftaler, herunder sørge for, at der ikke eksisterer beviser hverken på papir eller gemt i computere.

Hvad skal myndighederne da gøre for at afsløre ulovlige karteller? Der er næppe tvivl om, at den vigtigste kilde til afsløring stadig vil være utilfredse, aktuelle eller potentielle karteldeltagere, der måske tilskyndet af sladrehanksordninger, der giver strafnedsættelse, afslører karteldannelser. Men der en næppe heller tvivl om, at man i stigende grad bør lade statistiske analyser indgå i vurderingen af overtrædelser af konkurrenceloven.

Kan myndighederne f.eks. godtgøre, at to virksomheders prisadfærd er så parallel, at den er usandsynlig uden en aftale, bør en sådan analyse have vægt i et retsforløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *