Behov for oprustning

Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at Danmark næppe vil kunne klare sig i fremtidens internationale konkurrence, medmindre der satses meget på uddannelse og forskning.

Det kan godt være, at der er mange påtrængende problemer i sundhedsvæsenet, i ældreplejen, i transportsektoren osv., men sørger vi ikke for, at det eneste råstof, vi har, nemlig arbejdskraften, er topproduktivt, kan vi godt vænne os til at sætte tæring efter en ikke for prangende næring i fremtiden.

Lige for tiden er der en heftig diskussion om, hvordan man skal fordele bevillingerne til forskningen og den videregående uddannelse. Skal man forøge de såkaldte basismidler, der gives til universiteterne, uden nærmere angivelse af, hvilke forskningsprojekter de skal bruges til? Skal man forøge betalingen til uddannelserne? Eller skal man putte flere penge i forskningsrådene.

Sandt er det, at disse forskellige kanaler alle giver et bidrag. Spørgsmålet er imidlertid, hvor man får mest for pengene? Her skal man være fuldstændig klar over en række uomtvistelige sandheder.

For det første er de uddannede kandidater universiteternes vigtigste produkt. Intet forskningsprojekt, patent o.l. har den samme effekt på samfundets udvikling og vækst. Det er derfor meget væsentligt, at man betragter den største del af forskningen som et mellemprodukt, der bidrager til en forskningsbaseret uddannelse af høj kvalitet og relevans, således at det danske arbejdsmarked har højproduktive kandidater til rådighed.

For det andet er forskningsrådssystemet med dets krav om omfattende og meget arbejdskrævende ansøgningsprocedurer efterfulgt af lige så omkostningstunge bedømmelser. De omkostninger er ofte skjulte og foregår som borgerligt ombud, der i høj grad trækker ressourcer fra den egentlige forskning og undervisning.

For det tredje er der ingen, der forhindrer, at universiteternes forbrug af basismidler styres i retninger, som regeringen og Folketinget anser for de væsentligste. Det kunne f.eks. gøres via resultatkontrakter. På STÅ-takst siden (betalingen til uddannelserne red.) kunne man skrotte det nuværende helt tilfældige STÅ-system med tre takster og ændre det, så taksterne blev gradueret efter, hvor der er størst samfundsmæssigt behov.

For det fjerde sker tildelingen af basismidler i konkurrence. Man har for nylig indført en ny model for tildelingen baseret på universiteternes STÅ-produktion. Denne model fordeler nye basismidler. Fordelingen af de »gamle« midler sker dels efter historisk nøgle, som ingen kender baggrunden for, og dels efter den såkaldte 50:40:10 model, der anvender de tilsvarende indikatorer som den nye med undtagelse af publiceringsindikatoren.

Den nye 45:20:25:10-model anvendes dog kun delvist, idet man fordeler hovedområdevis og samtidig kun bruger modellen til fordeling af en på forhånd fastlagt bevilling til hele sektoren. Modellen er derfor i modsætning til det erklærede mål vanskelig at gennemskue.At man ikke tildeler basismidlerne direkte efter modellen skyldes dels, at man ikke vil ændre bevillingsfordelingen særligt hurtigt, dels ikke mener at kunne styre og prognosticere de samlede udgifter. Begge hensyn kunne ellers meget let bygges ind i modellen.

Så lad os i højere grad end nu fordele forskningsmidlerne på en måde, der giver den største og den bedste effekt for hver indsat krone, nemlig som basismidler til de mest produktive universiteter, og lad os fordele dem efter en model, der er gennemskuelig og som fremmer samfundets konkurrenceevne.

Som en sidegevinst burde vi formentlig derved undgå en del af de evindelige klager, hvor snart den ene, snart den anden kræver særstatus – for ikke at sige særlige finanslovstildelinger – til dem selv. Det er en konkurrence i klageskrig, der kun giver dårligere forhold for alle. Men det håb er sikkert for naivt.

One response to “Behov for oprustning

  1. Svend Hylleberg – jeg er ked af at sige det. Men når jeg ser dit portræt her til højre, kan jeg se en streg i panden, eller rettere et dybt samvittighedsnag. Jeg kender alle mennesketyper her i landet, alle potentielle reaktionsmønstre, alt hvad de kan finde på at sige.

    Så jeg vil ikke træde yderligere i at du har været formand for “konkurrencerådet” – for så er vi jo tilbage ved samme problematik som gælder i forbindelse med folk som Steen Bocian (som ikke har skrevet blog siden jeg kommenterede dér d. 27 januar ) og Prof. Torben Magnus Andersen, og hvad de hedder allesammen.

    Sagen er i korthed den, at I føler at det er umuligt nu at gå ud at sige at Danmark (selvfølgelig) skal have en flydende vekselkurs, ligesom 95 5 af verdens lande har, fordi det opfølgende spørgsmål vil uundgåeligt lyde: Hvorfor sagde I ikke det for 10 år siden? For 12 år siden? For seksten år siden, da eksporterhvene første gang begyndte at klage sig over den stærke danske krone?

    ——
    P.S.: Husk altid at føre musen over mit navn, fordi der linkes så vidt mulig til den af mine websider, som har størst relevans for det emne, som diskuteres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *